I det fynske folks tjeneste

Mærsk-skib kontaktet i flyeftersøgning

Et containerskib fra A.P. Møller-Mærsk er blevet bedt om at holde øje med det forsvundne Air France-fly, men deltager ikke i eftersøgningen.

Containerskibet Lexa Maersk fra A.P. Møller-Mærsk er blevet bedt om at holde øje med det forsvundne Airbus-fly fra Air France, men deltager ikke i nogen officiel eftersøgning.

Det oplyser A.P. Møller-Mærsk efter, at det tidligere i dag kom frem, at Lexa Maersk skulle være et af fire handelsskibe, der var i løbende kontakt med det brasilianske søværn.

- Hun deltager ikke og er heller ikke blevet bedt om at deltage i en eftersøgning, siger pressemedarbejder Michael Storgaard.

Lexa Maersk, som er på vej fra Pecem i Brasilien til Algeciras i Spanien, er et 266 meter langt containerskib bygget på Lindø-værftet i 2001.