Med andre ord så skortede det ikke på anerkendelse fra de mange fans. Som en, der stod og ventede blandt det forventningsfulde publikum, slog det mig: Hvad betyder den anerkendelse mon? Hvilken form for anerkendelse er vigtigst? Og ændrer behovet for anerkendelse sig med alderen?
Med lidt held og anmasen lykkedes det mig at få adgang til den slyngelstue, hvor Magtens Korridorer varmede op med kaffe, danskvand og en enkelt Odense-pilsner inden aftenens koncert. Det blev til en lettere kaotisk, til tider ironisk, snak om anerkendelse.
Omkring bordet sidder Rasmus Kern, guitarist. Terkel Møhl, bas. Anders Ramhede, trommer, Johan Olsen, forsanger og Niklas Schneiderman, guitar.
Det vigtigste er det, som man gør
Jeg lægger ud med at spørge om, hvorvidt behovet for anerkendelse ændrer sig med tiden. Det har forsanger Johan Olsen et bud på:
- Jeg synes, at behovet for anerkendelse bliver langt, langt mindre med alderen. Med alderen så finder man ud af, hvad man kan, og så stiller man sig til rådighed for det. Anerkendelsen af det bliver mindre interessant. Sådan synes jeg, at det er. Jeg kan godt lide at blive anerkendt af min kone. Det betyder noget for mig.
- Men generelt set synes jeg, at det forsvinder, siger Johan Olsen.
Da jeg var ung hungrede jeg efter anerkendelse. Jeg skulle ses hele tiden, men med alderen bliver det mere moderat.
Så bryder Niklas Schneiderman ind med en kommentar.
- Når man som vi er blevet så anerkendt, ja, beundret og forgudet, som vi er, så får man nok på et tidspunkt. Så får man nok forgudelse.
Men han når ikke videre ud af den tangent, før Terkel Møhl er på banen:
- Når man bliver ældre, går det op for en, at så meget kan man jo heller ikke. Altså, hold nu op. Så tænker man, at det er da dejligt med lidt anerkendelse, men der er også mange andre, der trænger til anerkendelse.
Når man bliver ældre, går det op for en, at så meget kan man jo heller ikke.
Det vil jeg skide en hatfuld
Der er kamp om ordet, og nu snupper Rasmus Kern det:
- Der er nogle typer af anerkendelse, som jeg ikke behøver mere. Jeg er ligeglad med tilfældige menneskers anerkendelse af, hvordan jeg går klædt. Det vil jeg skide en hatfuld, jeg går i det her. Så den anerkendelse interesserer mig simpelthen ikke.
- Den har det gjort tidligere. Da var det vigtigt. Men nu er det vigtigt, at jeg bliver anerkendt for at være det gigantiske musikgeni, som jeg er. Jeg har båret de her fire tosser frem. Det har været helt umuligt, siger Rasmus Kern med et grin, der er lige så varmt, som det er svedent.
Der er nogle typer af anerkendelse, som jeg ikke behøver mere. Jeg er ligeglad med tilfældige menneskers anerkendelse af, hvordan jeg går klædt. Det vil jeg skide en hatfuld. Jeg går i det her.
Nu bryder Johan Olsen ind med mere alvorlig stemmeføring:
- Anerkendelse er også et spørgsmål om at føle, at det, som man leverer i livet, har en pointe. At man ikke tager herfra uden at have leveret et eller andet.
- Og da man på et eller andet tidspunkt finder ud af, hvad det er, som man kan – og hvad man ikke kan, det er faktisk også meget vigtigt – så synes jeg ikke, at anerkendelsen bliver så interesant, som det man gør.
- For man ved godt selv, efterhånden som tiden går, om det man gør, duer til noget eller ej, siger Johan Olsen.
Vi er jo ikke sublime
Snakken falder på jazz og på, hvordan jazzmusikere i dén grad anerkendes for dygtighed. Terkel Møhl mener ikke, at de kan sidestilles med højt anerkendte jazzmusikere.
- Det vi laver, altså, det er jo ikke ligefrem, fordi vi er sublime.
Hertil har Rasmus Kern straks en kommentar:
- Det er nok derfor, en stor del af musiklivet har lidt ondt i røven over, at vi stadigvæk sidder her, og at folk godt kan lide os. Hvordan kan det lade sig gøre med sådan nogle gamle tosser. Hvad fa´en sker der for det?
Johan Olsen konstaterer tørt: Ja, det er den der med humlebien, der ikke kan flyve.
Vores betydning for vores fans forpligter
Humlebien flyver nu fremragende. Det viser den massive sucecs, som bandet har haft siden de blev dannet midten af 1990´erne. Fanskaren er stor, og det betyder noget for Magtens Korridorer at være i kontakt med publikum.
- Det er sjovt med de der sange, som vi har lavet for mange år siden i et øvelokale. Så er der mange, som skriver til os, at den tekst har betydet enormt meget for dem. Det er meget fedt, siger Terkel Møhl.
Så retter Rasmus Kern sig op, tydeligvis er noget vigtigt på vej.
- Nu vil jeg godt sige noget. Første gang jeg så en, der havde fået tegnet min autograf eller vores logo op med en tatovering, så var det lidt crazy. Jeg ved ikke, om det er anerkendelse. Jeg synes, at det er meget forpligtende til gengæld. Også fordi vi er gået utroligt let til det her med at spille musik.
Endnu en tør bemærkning lirkes ind fra sidelinjen af Johan Olsen: - Man kan sige, at vi har ikke kæmpet for det.
- Nej, det kan man ikke sige, at vi har, siger Rasmus Kern og fortsætter:
- Forestil dig, at du har en fritidsinteresse, og så kommer der nogen, som har fået tatoveret din fritidsinteresse på sin krop og siger: "Se, jeg har fået foreviget det, som du går og laver i din fritid, fordi min far døde af cancer, og så hørte jeg jeres musik." Det er virkeligt forpligtende, synes jeg.
Første gang jeg så, en der havde fået tegnet min autograf eller vores logo op med en tatovering, så var det lidt crazy.
Så blander Terkel Møhl sig:
- Det er to forskellige ting. En ting er, hvad folk der hører vores musik, lægger i det, og hvilken betydning det får for deres liv. Noget andet er den der med: ”Hvor er du fed, du sparker røv”. Der er en forskel.
- Hvis folk tager musikken, selve værket til sig, så synes jeg, at det er en meget stor anerkendelse. Det er vigtigere end den personbårede anerkendelse, siger Terkel Møhl.
Johan: Du er gud
Rasmus Kern har nu talt sig varm:
- Ok, jeg har en anden pointe, apropos anerkendelse. Det kan godt irritere mig, når folk kommer op til Johan og siger: "Vi elsker din musik. Du laver virkelig god musik, hvor er du dygtig." Det kan Johan jo ikke gøre for, men det kan faktisk godt irritere mig!
- For Johan, du er virkelig dygtig, og du ser knaldgodt ud på en scene. Det er en fornøjelse at spille sammen med dig på gud ved hvilket år, ja, siden 96 har jeg spillet sammen med dig i det her umulige band.
- Men det kan det godt irritere mig, for Johan, du er jo en gud. Men argh, lur mig om du har lavet den her alene, råber Ramus Kern grinende henover bordet.
Johan Olsen er rørende enig:
- Præcis. Det er faktisk et problem, som vi som band har kæmpet med fra starten af. At holde sammen på, at vi er et band, og ikke Thomas Helmig og nogle musikere. Her laver vi alting sammen. Det har også været ekstremt frustrerende for mig, for folk associerer musikken og det hele med forsangeren. Det er forsangeren, der ér den. Det er det ikke i Magtens Korridorer.
Det kan godt irritere mig, når folk kommer op til Johan og siger: "Vi elsker din musik. Du laver virkelig god musik, hvor er du dygtig."
Dét det hele handler om
En halv time efter gik Magtens Korridorer på scenen i den gamle værftshal. Koncerten gik i gang. Musikken blev sluppet løs. Den det hele handler om. Publikum brølede med på samtlige sange og svajede til musikken som en samlet organisme.
Herrerne, som kort tid forinden havde siddet fredeligt sludrende omkring et bord, sprang elektriske rundt på scenen i lykkelig symbiose med deres instrument, mikrofon, med hinanden og ikke mindst med publikum. Der var fest. Ikke kun på scenen, men også mellem musikerne og deres publikum. Det lignede umiskendeligt anerkendelse i rå form.
Som Rasmus Kern også sagde efter koncerten: Med den type anerkendelse så bliver man aldrig immun. Det håber jeg i hvert fald ikke, så bliver mit liv fattigere.