Maja Jager er Årets Sportsnavn 2013

Bueskytten, der sidste år overraskende vandt VM-guld, løb med hæderen som Årets Sportsnavn 2013 i Danmark.

Bueskytten Maja Jager, der sidste år vandt VM-guld individuelt i OL-disciplinen recurve, er kåret som Årets Sportsnavn 2013 i Danmark.

Kåringen fandt sted ved DR-showet Sport 2013, der bliver afviklet i Herning.

- Der har været fantastisk mange flotte danske sportspræstationer på den internationale scene i år, så det var svært at vælge Årets Sportsnavn 2013, siger formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, i en pressemeddelelse.

- Når det er sagt, så er bueskytten Maja Jager den helt rigtige vinder. Ved VM i Tyrkiet i 2013 besejrede Maja Jager hele verdenseliten én for én - heriblandt den olympiske mester fra OL i London.

- Hun kunne derfor dengang fuldt fortjent lade sig hylde øverst på medaljeskamlen som verdensmester og nu som Årets Sportsnavn 2013, siger Niels Nygaard.

I VM-finalen besejrede danskeren sin kinesiske modstander, da hun skød få millimeter mere præcist end kineseren.

Maja Jager var desuden en del af det danske hold, der erobrede VM-bronze.

Bueskytten, som i sidste måned fyldte 22 år, flyttede for knapt et år siden til Sydkorea for at være bueskytte på fuld tid i landet, der har stolte traditioner inden for bueskydning.

Hun er et stort håb ved VM i Danmark i 2015 og OL i Rio året efter.

De øvrige nominerede var racerkøreren Tom Kristensen og skeetskytten Jesper Hansen.

Tom Kristensen vandt sidste år 24 timersløbet Le Mans for niende gang, og han er den mest vindende nogensinde i det prestigiøse løb i Frankrig.

Jesper Hansen vandt VM-guld i OL-disciplinen skeetskydning, da han i Chile ramte alle lerduer i finalen.

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991, og den bliver forestået af Danmarks Idrætsforbund og Jyllands-Posten.

Med prisen følger en check på 50.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt