Make-over til plejehjem: Nu bestemmer Niels Erik selv

Svanedammens Plejecenter i Nyborg er i gang med den helt store forvandling. Det skal være slut med kedelige vægge og ens døre til beboernes lejligheder.

De 48 beboere på Svanedammens Plejecenter i Nyborg kan de kommende måneder opleve deres hjem blive helt forvandlet.

quote Det betyder, at der bliver mere hyggeligt her. I dag, hvor alle døre er ens, kan man komme til at gå ind et forkert sted.

Niels Erik Nielsen, beboer på Svanedammens Plejecenter i Nyborg

- Her er hjerterum, men her er meget institutionspræget. Og de fysiske rammer betyder rigtigt meget for beboernes trivsel, siger Annette Fabricius, der er centerleder på Svanedammens Plejecenter i Nyborg.

De lange gange med grønne vægge og støttegelænder bliver omdannet med store billeder af natur og historiske steder i Nyborg.

 
 
Foto: Ole Holbech

Og alle beboerne får muligheden for at vælge deres helt egen hoveddør.

- Det betyder, at der bliver mere hyggeligt her. I dag, hvor alle døre er ens, kan man komme til at gå ind et forkert sted, siger Niels Erik Nielsen, der er beboer på Svanedammens Plejecenter i Nyborg.

Opholdsrummene bliver udbygget og forvandlet til større spisekøkkener til beboerne.

- Køkkenerne bliver skabt, så der er rum og plads til, at borgerne kan være med. Blandt andet kommer der er stor kogeø, hvor de kan stå eller sidde og være med ved madlavningen, siger Annette Fabricius.

Ideen til - på en billig måde at udbygge køkken og spisestue - kom fra en at plejecenterets medarbejdere.

- Hvis vi kunne skubbe vinduespartiet længere ud i opholdsrummet, ville det på en billig måde blive meget større, fortæller Amir Mujacic, der er medarbejder på Svanedammens Plejecenter

Den store forvandling kan kun lade sig gøre, fordi plejehjemmet har modtaget to millioner kroner fra to puljer i Sundheds- og Ældreministeriet til projektet.

- Puljemidlerne betyder, at vi kan gå i gang med nogle indsatser, som vi ellers ikke har luft til i kommunens budget, siger formand for Ældreudvalget i Nyborg, Carsten Kudsk, DF.

Svanedammens Plejecenter i Nyborg er i gang med den helt store forvandling. Det skal være slut med kedelige vægge og ens døre til beboernes lejligheder.

Oversigt

    Oversigt