I det fynske folks tjeneste

Mål for fotovogne droppes

01:07

1 af 2

De er blevet kaldt for rullende pengemaskiner, men det image skal nu pilles af politiets fotovogne. I 2014 skal der ikke være bestemte mål for, hvor mange fartbøder der skal hentes hjem på de fynske veje.

- Det er udmærket, at vi i stedet skal måles på effekten af vores arbejde med at sænke hastigheden, siger Fyns Politis direktør, Poul Løhde, til TV 2/FYN.

Hidtil har politichefernes bonusløn været afhængig af, om politikredsen nåede målet med et vist antal timer på vejene med fotovognene. Det mål kombineret med budgetterede indtægter fra fartbøder, har givet fotovognede tilnavnet "rullende pengemaskiner".

Det betød, at fotovognene, der blitzer bilister der kører for hurtigt, skulle være på de fynske veje i 4000 timer i 2013 mod omkring 2000 timer året før.

I 2014 vil målet stadig være, at vognene skal være i brug i 4000 timer. Men nu indgår antallet af udskrevne bøder fra fotovognene ikke længere i resultatkontrakten.

- De sager, vi generer på automatisk trafikkontro,l bliver ikke medregnet i de færdselsmål vi i øvrigt har, forklarer chefpolitiinspektør John Jacobsen.

Mange bilister har kritiseret politiet for at "ligge på lur" med de anonymt udseende fotovogne på samme strækninger, hvor det var let at kradse bøder ind, i stedet for at være bedre fordelt på hele øen.

- Vi har nu aldrig opfattet dem som pengemaskiner. Vores mål har altid været at få hastigheden ned. Og de strækninger, vi har været på, er udvalgt, fordi der er problemer med hastigheden der, siger politidirektør Poul Løhde.

Nu vil politiet altså af med fotovognenes dårlige ry. I Rigspolitichefens resultatkontrakt for 2014 er målet for trafikbøder sænket fra 182.000 til 150.000 ved at pille måltallet for fartbøder ud.

På Fyn er det nye mål for 2014, at der skal rejses 12.200 sigtelser for trafikfarlige færdselsforseelser.

I stedet skal successen for blandt andre Fyns Politi nås ved, at gennemsnitshastigheden på særligt farlige strækninger falder.

- Det skal ske ved at vi intensiverer kontrollen på de veje. Det kan være ved fotovogne, laserkontrol og kørende patruljer, siger Poul Løhde til TV 2/FYN.

Ved du noget? Så send os et tip