I det fynske folks tjeneste

Malene Dalgaard forlader GOG

Malene Dalgaard forlader GOG ved udgangen af indeværende sæson.

Efter 4 år i GOG trøjen har fløjspilleren Malene Dalgaard valgt at søge nye udfordringer.

Dalgaard har i sin kontrakt en klausul som hun har valgt at benytte, det betyder at hun stopper i GOG efter indeværende sæson.

- Malene har ydet en flot indsats såvel på som udenfor banen, i sin tid i GOG. Hun er en utroligt positiv person der har været vellidt i klubben og som på banen altid kæmper for at opnå det bedste resultat. Vi respekterer fuldt ud Marlenes ønske om, at prøve nye udfordringer og ønsker hende alt muligt held og lykke, siger direktør Arne Buch.

- Jeg har været meget glad for min tid i GOG, hvor jeg har gennemgået en stor udvikling såvel som håndboldspiller som på det personlige plan. Jeg kommer helt sikker til at savne den helt specielle GOG ånd, mine holdkammerater og dem omkring klubben. Men omvendt føler jeg tiden er inde til at prøve nye udfordringer som jeg imødeser med stor interesse, siger Malene Dalgaard.

Malene Dalgaard indgår som hidtil i GOG's trup resten af sæsonen.