I det fynske folks tjeneste

Malene Jørgensen til British Open

Den fynske golfspiller Malene Jørgensen opnåede at beholde en top 25-placering i Ladies Swiss Open, og det gør hende kvalificeret til British Open.

Malene Jørgensen er klar til British Open d. 28 juli.

Det var ikke en helt tilfreds Malene Jørgensen, der søndag slog sit sidste slag ved Ladies Swiss Open, der blev spillet på Golf Gerre Losone i Schweiz.

- Jeg har haft en ny svingtanke med til denne turnering, og det kan stadig blive bedre. Jeg er træt af runden søndag, hvor jeg havde lidt problemer med mit venstre håndled, så det var godt træt efter 27 huller, siger Malene Jørgensen.

Hun måtte nøjes med en slutplacering som nummer 58. Hun fik dog en præmiecheck på knap 1700 euro, og den 24-årige odenseaner er nu nummer 22 på Henderson Money List, og ved at blive inden for top 25, er hun sikret kvalifikation til Ricoh Women British Open, der spilles fra 28. juli.

- Det bliver fedt, jeg glæder mig meget til at spille den igen, siger Malene Jørgensen.

Det er andet år i træk hun kvalificerer sig direkte.