Målmand ser frem til sin største OB-kamp

Stefan Wessels ser kampen onsdag mod Villarreal som den vigtigste i hans tid hos den fynske fodboldklub.

OB-målmanden Stefan Wessels ser med stor spænding frem til playoff-kampene mod spanske Villarreal i Champions League-kvalifikationen.

OB tager onsdag aften imod det spanske storhold i den første af to kampe, der gælder en plads i gruppespillet.

- Kampen mod Villarreal er den største i min tid i OB, og det bliver en stor udfordring, siger Stefan Wessels til sporten.tv2.dk.

- Det er klart, at både jeg og OB har chancen for at vise os foran hele Europa. Jeg er virkelig opsat på at spille to gode kampe i Champions League, og jeg vil gøre alt for at hjælpe holdet, siger den tyske målmand.

Stefan Wessels er blevet kritiseret for at være blandt de svage led på OB-holdet, men kritikken går ham ikke på.

- Jeg er ligeglad med, hvad folk siger, men jeg ved bare, jeg gør det så godt som muligt, hver gang jeg spiller for OB, siger den tidligere Bayern München-målmand.

Oversigt

    Oversigt