Hæder til robotdirektør: Man skal have tillid til sine medarbejdere

Årets ejerleder Fyn 2018 er Henrik Anker fra Gibotech, der vinder for sit mod til at tænke nyt og evnen til at forstå medarbejderne

Robotdirektøren lægger vægt på at holde sin dør åben og hans kontor er placeret midt i administrationen på første sal i det nye domicil på Datavej i Odense.

Han har ikke noget imod, at medarbejdere afprøver en anden løsning end hans egen, for der findes ikke noget "plejer" når man arbejder med udvikling. Tillid er et nøgleord.

quote Jeg er jo simpelthen nødt til at tro på og respektere de færdigheder, de har og igennem dem drive virksomheden. For uden dem ingen Gibotech

Henrik Anker, administrerende direktør hos Gibotech A/S

- Jeg er jo simpelthen nødt til at tro på og respektere de færdigheder, de har og igennem dem drive virksomheden. For uden dem ingen Gibotech, fortæller Henrik Anker.  

Han har vundet prisen som Årets Ejerleder på Fyn. Det vil sige en virksomhed hvor ejer og leder er den samme person. Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans står bag kåringen. De kårer hvert år regionens dygtigste ejerleder, og vinderen går videre til landsfinalen 8. november. Temaet er netop tillid, fordi det kan skabe sammenhængskraft og bidrage til vækst og udvikling.

- Man er jo ikke stærkere end det svageste led, så det er vigtigt at man som leder kan sætte sig i de ansættes sted og se det fra mange vinkler, siger Charlotte Mølborg, der har været ansat i halvanden måned som kontorelev. 

I sin begundelse lyder det fra juryen bag prisen, at han "leder virksomheden med stor respekt for medarbejderne og deres forskellige kompetencer".

I juryen sidder blandt andre Mads Pedersen fra Alfred Pedersen & Søn ApS, som vandt prisen sidste år. For ham er der ingen tvivl om, at tillid i virksomhederne bliver langt vigtigere i fremtiden.

- De nye generationer vil have mere frihed i arbejdet, så det kræver en leder, der kan have tillid til dem og vil give slip. Hvis man ikke giver ansvaret videre og selv vil bestemme, så vokser man ikke, siger han. 

Årets fynske vinder er typen, som hellere holder otte møder på en dag fremfor et langt. Henrik Anker er energisk og er helst i bevægelse. Med fokus på organisationen og virksomhedens udvikling fylder Gibotech tankerne døgnet rundt.

Kultur under bombardement

Ifølge juryen er årets fynske vinder "en karismatisk, visionær og ambitiøs leder. Ikke kun på vegne af Gibotech men på vegne af hele branchen". Prisen håber robotdirektøren kan være med til at tiltrække flere dygtige medarbejdere.

Alene i år er der ansat 30 nye medarbejdere og den første november starter yderligere seks. For at understøtte udviklingen af en fælles fremtidig kultur har man oprettet Gibotech Academy.

- Vi er en kultur under et konstant bombardement, fordi der er så mange nye i virksomheden. På grund af vores hurtige vækst har halvdelen af medarbejderne under to års anciennitet i virksomheden. Derfor er der ikke noget "plejer" og rigtig meget vi skal forælle til folk og arbejde med ledelsesmæssigt, siger den administrerende direktør. 

Årets Temapris er gået til Bluecollar A/S på Agerhatten i Odense. Bluecollar laver vikarløsninger for danske virksomheder primært med polske og rumænske medarbejdere. En pris, som Gibotech vandt sidste år.

For Årets Ejerleder på Fyn er virksomhedens udvikling i tankerne døgnet rundt, fortæller Henrik Anker, der er Årets Ejerleder på Fyn Foto: Morten Grundholm

Fordobler antal medarbejdere

Virksomheden udvikler, installerer og servicerer højteknologiske automationsanlæg. Det er for eksempel de automatiserede vaskeborde til Herlev Hospital, som medarbejder i disse dage lægger sidste hånd på.

Gibotechs bruttofortjeneste er mere en fordoblet de sidste to år fra godt 20,4 millioner kroner i 2015 til 42,3 millioner kroner sidste år.

Antallet af medarbejdere i Gibotech er fordoblet siden 2016 til 90 medarbejdere i dag. Charlotte Mølborg har kun været ansat i halvanden måned, men er ikke længere ny.

- Jeg er ikke den nye mere. Det troede jeg, jeg ville være i lang tid, men efter to dage var jeg ikke den nye mere. Der strømmer folk til og det er jo dejligt, siger hun.

Lige nu har virksomheden 16 ledige stillinger. For at dæmme op for manglen på kvalificeret arbejdskraft, går direktøren gerne andre veje. 

Han arbejder med muligheden for at dele medarbejdere med andre virksomheder. Senest er Gibotech gået sammen med genboen Sanovo Technology Group om at dele ti medarbejdere i en pulje.

De har sammen stiftet virksomheden Sanovo Technology Robotics, hvor Gibotech leverer automatiserings- og robotanlæg sammen med Sanovo.

Charlotte Mølborg har kun været ansat i halvanden måned, men er ikke længere ny i Gibotech. Foto: Morten Grundholm
Charlotte Mølborg har kun været ansat i halvanden måned, men er ikke længere ny i Gibotech. Foto: Morten Grundholm
Foto: Morten Grundholm

Giver den gas

Gibotech arbejder efter en 2020 plan med markante og ambitiøse mål for en stigning i omsætningen og indtjeningen. Robotvirksomheden satser på at udvikle flere egne produkter, så de ikke kun sælger andres produkter eller løsninger. 

Væksten skal ske primært inden for hospitalsløsninger på flere nyudviklede produkter, som kan eksporteres over hele verden.

- Nu har man en gang valgt at stige på toget fremfor at blive stående på perronen. Så må man tage det med og give den gas, så vi kan blive ved med at udvikle os som vi gør, siger Henrik Anker til TV 2/Fyn.

Oversigt

    Oversigt