I det fynske folks tjeneste

Mand angrebet af kamphunde

En ældre mand blev søndag aften angrebet af to bidske kamphunde på et stisystem i Svendborg.

-

En 73-årig mand blev søndag aften angrebet af to bidske kamphunde på et stisystem i Svendborg.

Manden kom gående på stien langs jernbanen og Ryttervej, da de to hunde pludselig sprang på ham. Den ene hund bed sig fast i mandens bukseben, mens den anden gik efter halsen. Han nåede dog at afværge et bid i halsen, og den aggressive hund bed sig i stedet fast i hans arm.

Under angrebet kom en ung mand i starten af tyverne til stedet og forsøgte forgæves at kalde hundene til sig. Først da han satte kæder i deres halsbånd og rev dem væk fra den ældre mand, slap de deres bid.

Den chokerede mand spurgte, hvem han var. Men den yngre mand svarede blot, at det var lige meget, for han var ikke hundenes ejer. Derefter forsvandt han.

- Jeg var totalt rystet. Hvis man ikke har mere styr på, hvad jeg betegner som kamphunde, kan det ende i en katastrofe, siger manden til Fyns Amtsavis.

Den unge mand er omkring 170 centimeter høj, har kort kommunefarvet hår og var iført en brun jakke. Hundene beskrives som brune med hvidt bryst og spidse ører. Manden har fundet billeder af amerikanske pitbullterriere på internettet, som han mener er identitiske med dem, der angreb ham.

Den ældre mand fik en flænge i armen, som efterfølgende er blevet behandlet og syet på skadestuen.