Mand anholdt for brand i Svendborg

Fyns Politi har i dag onsdag anholdt en 37-årig mand, og sigtet ham for at stå bag en brand i Svendborg 27. december.

Branden brød ud først på aftenen 27. december i en bindingsværkejendom på adressen Krøyers Stræde 1, i Svendborg.

Fra starten arbejdede politiet ud fra en teori om, at branden kunne være påsat for at dække over et indbrud i en lægeklinik i nabobygningen.

I forbindelse med efterforskning af branden har afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi i dag kl. 09.35 anholdt en 37-årig mand fra Svendborg.

- Han sigtes for forsætlig brandstiftelse, hvilket han nægter, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

Den 37-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 14.00 i Retten i Svendborg.

Fyns Politi kan ikke oplyse yderligere til sagen, da grundlovsforhøret muligvis skal foregå for lukkede døre.

Oversigt

    Oversigt