I det fynske folks tjeneste

Mand anholdt for dobbeltdrab

Fyns Politi har i dag klokken 14:59 anholdt en 37-årig mand fra Odense SV og sigtet ham for dobbeltdrabet i Tusindårsskoven.

Den sigtede har ikke på nuværende tidspunkt taget stilling til sigtelsen.

Han vil i morgen den 14. maj efter aftale med Anklagemyndigheden blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense.

Tidspunktet for grundlovsforhøret vil blive offentliggjort i morgen formiddag.

Anklagemyndigheden vil i forbindelse med grundlovsforhøret begære lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen om dobbeltdrabet.

Drabschef Henrik Justesen føler sig sikker på, at politiet har fat i den rigtige mand.

- Ja, det er derfor vi har sigtet ham. Men jeg kan ikke sige så meget mere om sagen, fordi der bliver begæret lukkede døre.

Fredelig anholdelse

- Det forløb stille og roligt og helt uden dramatik, siger drabschef Henrik Justesen.

- Vi har ikke en gang nået at afhøre ham. Det er det vi skal i gang med nu, og så må vi se hvad han siger, siger Henrik Justesen.

Ifølge Justesen har man endnu ikke fundet den maskinpistol som ægteparret blev skudt ned med.