Mand anholdt efter ny brand

En 34-årig mand blev mandag eftermiddag anholdt efter endnu en brand i Trunderup-området på Midtfyn.

Fyns Politi anholdt mandag eftermiddag - kort efter den ottende mistænkelige brand i området - en 34-årig mand.

Klokken 15.12 mandag gik larmen igen om brand i Truderup-området ved Kværndrup. Denne gang var der brand i en udestue på adressen Gammel Nyborgvej 39.

Det er tredje gang, at der er brand i samme hus. Denne gang gik det ud over en udestue, der nærmest er det eneste, der ikke var skadet ved de to tidligere brande.

Den 34-årige fra lokalområdet er sigtet for at stå bag branden, og han bliver i første omgang tilbageholdt indtil teknikere har undersøgt brandstedet yderligere tirsdag formiddag.

Tirsdag bliver det afdelingen for personfarlig kriminalitet, der arbejder videre med sagen. Det oplyser vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt