Mand anholdt for khat-smugling

De to odenseanere, der søndag omkom ved en trafikulykke i Tyskland, var khatsmuglere. Det indrømmer en 33-årig etiopisk mand, som overlevede trafikulykken på den tyske motorvej, 60 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

-

De to odenseanere, der søndag omkom ved en trafikulykke i Tyskland, var khatsmuglere. Det indrømmer en 33-årig etiopisk mand, som overlevede trafikulykken på den tyske motorvej, 60 kilometer syd for den dansk-tyske grænse, skriver JydskeVestkysten fredag.

Tysk politi har fundet 382 kilo af det euforiserende stof khat i én af de forulykkede biler. Fundet kommer ikke bag på tysk politi og toldvæsen, idet den tyske motorvej A7 mellem Hamburg og landegrænsen til Danmark betegnes som en hovedfærdselsåre for narkotrafikken til Skandinavien.

De to somaliere - en mand og en kvinde på henholdsvis 24 og 23 år fra Odense - mistede i det sneglatte føre herredømmet over deres bil. Det førte til flere sammenstød, som blandt andet involverede en varebil, der blev ført af den 33-årige etiopier, der ligeledes har bopæl i Odense.

Mens de to somaliere blev dræbt på stedet, sad den 33-årige etiopier fastklemt mellem rattet og de mange varer, han havde med i bilen. Den 33-årige har over for tysk politi indrømmet, at han og somalierne var på smuglertogt, og at khatbladene var bestemt til afrikanere i Danmark.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt