Mand bag skudepisode i Middelfart løsladt

Fyns Politi anholdt torsdag aften en mand, som menes at have affyret en softgun i Middelfart midtby. Manden er nu løsladt igen.

En større politijagt brød torsdag aften ud i Middelfart, efter Fyns Politi havde fået anmeldelse om, at en mand i militærtøj havde skudt mod en rude i nærheden af Middelfart Station.

Kort tid efter udsendte politiet en efterlysning af en dansk mand på cirka 50 år, der var iført sort trøje, sort vest, militærbukser og militærstøvler.

Politiet kunne knap en time senere fortælle på det sociale medie Twitter, at den formodede gerningsmand var blevet anholdt, og at skydevåbnet formentlig var en softgun, der skyder med små, hårde plastikkugler. 

Den formodede gerningsmand bag skyderiet blev torsdag aften afhørt af politiet, inden han igen blev løsladt. 

Manden er sigtet for overtrædelse af våbenloven, fortæller Torben Jakobsen, vagtchef ved Fyns Politi, til TV 2/Fyn fredag morgen.

- Vi har sigtet ham for overtrædelse af våbenloven, fordi han har brugt våbnet til det, han gjorde, uddyber vagtchefen.

Manden blev anholdt uden videre dramatik torsdag aften. Ingen personer kom til skade ved skyderiet, ligesom den rude, der blev skudt mod, ikke gik i stykker.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt