I det fynske folks tjeneste

Mand befamlede ung pige i Vollsmose

En ung pige på vej hjem blev befamlet af en midaldrende mand på stisystemerne i Vollsmose tidlig onsdag aften.

Tidlig onsdag aften har en ældre mand befamlet en ung pige på stisystemerne i Vollsmose. Arkivfoto. Foto: Malte Kristiansen, Scanpix

En ung pige på kun 13 år blev befamlet af en midaldrende mand på stisystemerne i Vollsmose onsdag tidlig aften, hvorefter hun og familien alarmerede politiet.

På stisystemerne i Vollsmose fra Birkeparken imod Tjørnehaven blev den kun 13-årige pige befamlet af en midaldrende mand. 

Hun er kommet gående ad stisystemet cirka klokken 17.40, da manden kommer op til hende bagfra og holder hende for munden. Herefter går han i gang med at befamle hende i skridtet uden på tøjet, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

Pigen kommer fri og løber hjem, og familien ringer kort tid efter til politiet.

Særlige kendetegn

- Vi ved ikke, om han hører til i Vollsmose, men hvis han er på gåben derude, bor han nok ikke så langt derfra. Han kan selvfølgelig være cyklet, siger vagtchef Thomas Bentsen.

Blufærdighedskrænkeren er stadig på fri fod, men manden har ifølge vagtchef Thomas Bentsen nogle særlige kendetegn, der formentlig kan gøre det nemt at genkende ham;

  • Dansk mand
  • 40-50 år
  • 175 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • 5 cm langt gråligt skæg
  • Iført sort hue, blå jakke, grønne arbejdsbukser
  • Humper

Hvis man skulle kunne genkende manden på ovenstående beskrivelse, kan man kontakte Fyns Politi på 114.