I det fynske folks tjeneste

Mand blokerede vejen for brandbiler

Politi og brandvæsen rykkede torsdag aften ud til en noget usædvanlig brand i Kværndrup.

Klokken 20.10 fik politiet en anmeldelse om en brand på Odensevej i Kværndrup.

- Vi tror i første omgang, det er en gårdbrand, fortæller vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi.

Flere brandbiler rykkede ud, men da de nåede frem til stedet, måtte brandvæsenet i første omgang opgive at komme videre.

- Det er husets ejer, der har kørt sin bil ud på vejen, så den holdt på tværs og blokerede. Vi måtte knuse ruderne i bilen og trække håndbremsen og trille bilen ud til siden, så brandbilerne kunne komme frem, fortæller vagtchefen.

Men det var ikke gården, der stod i flammer.

- Det var et 250 meter langt hegn, han havde sat ild til sammen med noget affald, lyder det fra vagtchefen.

Manden blev sigtet på stedet og kan nu forvente en bøde.

Ifølge vagtchefen havde ilden ikke nået at brede sig til de omkringliggende bygninger.

Ved du noget? Så send os et tip