Mand brænder sit eget hus ned til grunden

Politiet overvejer, om husejeren skal sigtes for noget efter at have sat ild til nedlagt mejeri på Fyn. Manden blev blæst ud under branden.

Fyns Politi overvejer, hvilket juridisk efterspil det skal have, at en mand lørdag satte ild til sit eget hus i Espe ved Ringe, så det brændte ned til grunden.

Manden var alene i huset, så han bragte ikke andres liv i fare. Desuden var huset gældfrit, og ildspåsættelsen havde tilsyneladende ikke et økonomisk motiv.

- Det er ikke i orden at lave sådan noget, men vores jurister vurderer nu, om han skal sigtes for noget, og i givet fald for hvad, siger vagtchef Hans Frederiksen, Fyns Politi.

Ildspåsættelsen var tilsyneladende en reaktion på, at manden og hans samlever havde nogle personlige problemer.

- Der havde tilsyneladende været nogle familieproblemer, og manden sagde, at han var træt af det hele, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi til tv2fyn.dk

Samleveren var ikke til stede, da manden, der er 59 år, besluttede at brænde huset af ved hjælp af brændbare væsker.

Branden i huset på Lydinge Mølle Vej, der er et nedlagt mejeri, udviklede sig ifølge politiet eksplosivt, og manden blev blæst ud af huset.

- Til alt held kom han ikke til skade, siger Hans Frederiksen.

Politiet fik anmeldelse om branden lørdag aften klokken 19.24. Også brandvæsnet blev tilkaldt, og et større område omkring ejendommen måtte evakueres.

Betjente anholdt manden, der ifølge vagtchefen var påvirket af spiritus. Han vil blive løsladt i løbet af søndagen.

Se privatoptagelser af branden

Oversigt

    Oversigt