I det fynske folks tjeneste

Mand efterlyses for vold mod 12-årig

En 12-årig dreng blev søndag aften overfaldet og slået af en ophidset bilist, der mente,at drengen havde spyttet på hans bil.

Drengen kom gående på Duedalen i Vissenbjerg sammen med to kammerater, da en bil pludselig svingede op på fortorvet, så drengene måtte springe for ikke at blive ramt.

Bilisten mente, at drengene havde spyttet på hans bil, da de gik over fodgængerbroen over Middelfartvej til Møllevej, og det ville han tilsyneladende hævne.

Han truede den 12-årige dreng med tæsk, hvorefter han greb om ham med dobbelthalsgreb og presse ham op på fronten af sin bil. Han tog fat i drengens arm og tørrede bilens forrude af. Herefter slog han den 12-årige hårdt i ansigtet, så han fik næseblod.

- Så kan du lære det din møgunge, sagde han og kørte fra stedet.

Politiet efterlyser en mand mellem 30 og 50 år. Han var 180 - 185 cm høj, rundhovedet og lidt kraftig af bygning. Han havde kort mellemblond hår, og bar briller - muligvis med gråt stel. Han kørte i en hvid personbil, muligvis en hatchback model. På siden var der et gult Z eller et 2-tal.

Henvendelser i sagen til Fyns Politi på 114.

Ved du noget? Så send os et tip