Mand er fængslet i sag om fynsk krudtfabrik

En 45-årig mand, der har været eftersøgt i forbindelse med en fyrværkerisag fra Fyn, er blevet anholdt og varetægtsfængslet, oplyser Københavns Politi onsdag.

I sidste uge ransagede Københavns Politi sammen med Fyns Politi en ejendom i Krogbølle ved Otterup på Fyn, hvor politiet fandt en ulovlig fyrværkerifabrik.  Det er i den forbindelse, at den 45-årige mand er anholdt. 1,4 ton kemikalier er beslaglagt.

Politiet fandt ved ransagningen store mængder af kemikalier til at fremstille primært kanonslag samt færdige og halvfærdige kanonslag. 

Ved en ny ransagning af stedet fandt betjente desuden endnu en portion kemikalier og andre remedier til brug for fremstilling for ulovligt fyrværkeri. 

Politiet fandt dog ingen personer på stedet. Men siden da har efterforskningen ført til den 45-årige mand, som blev anholdt tirsdag aften.

I et lukket grundlovsforhør i Dommervagten er manden blevet fængslet i 27 dage.

Sigtelsen drejer sig om, at han skal have forsøgt at forarbejde 1,4 ton kemikalier til kanonslag. Dermed skal han også på en hensynsløs måde have udsat andre mennesker for fare. Det skyldes kanonslagenes "særdeles farlige karakter," lyder det i politiets påstand.

Ransagningen i Krogbølle førte ikke kun til den 45-årige mand.
Den bragte også politiet på sporet af en ejendom i Tureby syd for Herfølge. Her fandt betjente en produktionshal til fremstilling af ulovligt fyrværkeri. I den sag er tre mænd på 22, 28 og 29 år blevet varetægtsfængslet frem til 11. januar.

Ud over fabrikken i Tureby fik politiet også nys om en container i Glostrup, som betjente straks slog til imod. Politiet mener, at noget af fyrværkeriet fra Tureby har været opbevaret i containeren med henblik på videresalg.

Oversigt

    Oversigt