Mand fængslet for at dræbe ven med 50 stik

En 39-årig fynbo er fængslet for at stikke sin kammerat 50 gange med kniv. Knivstikkeren ringede selv 112.

Noget gik helt galt, da to kammerater i Odenses misbrugsmiljø tidligt tirsdag morgen sad sammen i en lejlighed i bydelen Bolbro.

Den ene - en 35-årig mand - blev dræbt med 50 stiklæsioner, og kort efter ringede den anden mand på 39 år til politiet og fortalte, at han havde gjort det.

Den 39-årige blev anholdt og er nu varetægtsfængslet for drabet.

Under grundlovsforhøret tirsdag aften i Retten i Odense erkendte den 39-årige ifølge politiet "visse faktiske omstændigheder" i sagen.

Hvad den sigtede erkendte og ikke erkendte kan imidlertid ikke oplyses, da retsmødet foregik for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Ud over varetægtsfængslingen i fire uger af den 39-årige blev det også besluttet, at han skal mentalundersøges.

Drabet skete i den mistænktes lejlighed.

Oversigt

    Oversigt