Mand fængslet for overgreb på 12-årig pige

En 40-årig mand er ved Retten i Svendborg blevet varetægtsfængslet for flere seksuelle krænkelser af en 12-årig pige.

Flere tilfælde af seksuelle overgreb på en 12-årig pige koster nu en 40-årig mand fra Rudkøbing et ophold i arresten.

Retten i Svendborg valgte onsdag at varetægtsfængsle manden, der ifølge politiet har forgrebet sig på pigen over en længere periode på både Langeland og i Svendborg.

Ifølge politiet er manden en bekendt af pigen, men da retsmødet foregik for såkaldt dobbeltlukkede døre, har det ikke været muligt at få oplyst yderligere om relationen eller karakteren af de seksuelle overgreb.

Fyns Politi blev første gang gjort opmærksom på sagen i februar, men manden har altså været på fri fod frem til anholdelsen tirsdag.

- Den type kriminalitet har meget høj prioritet hos politiet, men vi kan ikke anholde manden inden, at vi har undersøgt sagen, sagde vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi efter anholdelsen.

Den 12-årige pige er fra Svendborg.

Den fængslede langelænder er foreløbigt varetægtsfængslet i fire uger.

Oversigt

    Oversigt