Mand fængslet for vold mod ekskæreste

En 35-årig mand er ved retten i Odense blevet varetægtsfængslet til den 17. maj for vold mod sin ekskæreste.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at parret var gået fra hinanden for et halvt år siden. Den 35-årige havde besøgt ekskæresten, og hun havde sat sig ind i hans bil.

Derefter blev de uenige. Manden forklarede i retten, at ekskæresten ikke ville stige ud af bilen, og at han derfor forsøgte at skubbe hende ud, og at hun formentligt havde ramt dørstolpen.

Kvinden var dog af en anden opfattelse. Ifølge hende havde manden pludselig kørt i høj fart, så hun ikke kunne komme ud af bilen. Under køreturen fik hun adskillige knytnæveslag i ansigtet. Hun havde da også skader i ansigtet, da hun blev undersøgt på skadestuen.

Manden er tidligere dømt for vold, blandt andet mod ekskæresten, og det var medvirkende til varetægtsfængslingen.

Oversigt

    Oversigt