I det fynske folks tjeneste

Solgte amfetamin: Mand fra Odense varetægtsfængslet i fire uger

Fra sit hjem i Odense solgte en 35-årig mand amfetamin. Manden er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

35-årig mand fra Odense er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Foto: Peter Bergman

En 35-årig mand fra det sydlige Odense er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med en sag om salg af amfetamin. Det oplyser anklagemyndigheden hos Fyns Politi.

Læs også Beruset russisk kaptajn mister retten til at sejle: Stødte kæmpe fragtskib på grund ved Langeland

- Det er en mand, som i en periode fra april 2019 til 3. maj har videreoverdraget ikke under 300 gram amfetamin, siger anklagerfuldmægtig Karen Jensen til TV 2/Fyn.

3. maj blev hans hjem ransaget af politiet. Her blev der fundet yderligere 150 gram amfetamin.

Opbevaret i syltetøjsglas

Politiet tog derud igen 19. juni, hvor betjentene fandt omkring 60 gram amfetamin i hans hjem.

Det er dog politiets opfattelse, at der har været 100 gram amfetamin i hjemmet, men da det er opbevaret i et syltetøjsglas, er noget gået tabt i glasset, inden det kunne vejes. 

Desuden er der fundet forskellige redskaber og en vægt, som kan have været brugt i forbindelse med salg af amfetamin.

- Han erkender delvist i retten, at noget ganske rigtig er til videreoverdragelse, men noget har også været til eget forbrug, siger Karen Jensen.