Mand fundet død på Nordfyn

Den 48-årige fynbo, som blev eftersøgt ved Æbelø fredag morgen er fundet død øst for Bogense.

En af søværnets helikoptere fandt den 48-årige livløs i vandet udfor Lindø Jersore øst for Bogense klokken 06.10 fredag morgen, oplyser Fyns Politi.

Helikoptermandskabet fandt ham ved brug af varmesøge-udstyr, eftersom det var mørkt på det tidspunkt.

Manden tog til Æbelø på fototur torsdag aften.

Da han ikke vendte hjem, slog hans hustru alarm ved 03.30-tiden natten til fredag.

Politiet sendte hundepatruljer til Æbelø og fik assistance af en helikopter fra søværnet.

Hvis man kender til tidevandet i området mellem Fyn og Æbelø, er det muligt at gå frem og tilbage, hvilket var mandens hensigt.

- Men det er et område, hvor man nemt kan fare vild, siger vagtchef Jesper Fält, Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt