I det fynske folks tjeneste

Mand fundet skyldig i voldtægt af 94-årig kvinde

En 62-årig mand fra Odense er torsdag fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse og voldtægt i form af andet seksuelt forhold end samleje mod en 94-årig kvinde.

En 62-årig mand er ved Retten i Odense torsdag blevet dømt for ulovlig indtrængen, blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en 94-årig kvinde. Foto: Peter Bergman

En 62-årig mand er torsdag ved Retten i Odense blevet dømt skyldig i ulovlig indtrængning, blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en 94-årig kvinde, der ligesom manden selv kommer fra Odense.

Manden blev dømt for to gange at trænge ind i kvindens hjem, ligesom han også blev dømt for et tredje tilfælde, hvor han dog ikke kunne komme ind, fordi hoveddøren var låst. I det tredje tilfælde blev han dømt for hensigten om at ville forulempe den 94-årige kvinde igen.

Han er fundet skyldig i at have befølt hende på brysterne og i skridtet inde under tøjet, mens hun lå i sengen i soveværelset, og han fastholdt hendes arm

Stephanie Elisabeth Pedersen, anklager, Fyns Politi

I det første af de tre tilfælde, der foregik den 17. november sidste år, ankom manden omkring klokken 22 til kvindens hjem, hvor han trængte ind til hende og efterfølgende befølte den 94-årige kvinde.

- Han er i dette tilfælde blevet dømt for ulovlig indtrængning og for at have befølt hende på brysterne, i skridtet og på kroppen uden på tøjet, siger Stephanie Elisabeth Pedersen, der er anklager hos Fyns Politi.

Voldtægt uden samleje

Det andet af de tre tilfælde foregik en lille uge senere, fredag den 23. november. Også her trængte den 62-årige mand ind i kvindens hjem.

- Han er her fundet skyldig i at have befølt hende på brysterne og i skridtet inde under tøjet, mens hun lå i sengen i soveværelset, og han fastholdt hendes arm, siger Stephanie Elisabeth Pedersen.

Den 62-årige mand er i forbindelse med dette tilfælde dømt skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Det er altså ikke voldtægt med samleje, men bliver i juridiske termer alligevel til en voldtægt, fordi han fastholder kvinden og har tiltvunget sig adgang til hendes skede med fingrene.

Den tredje og sidste episode fandt sted den 9. december. Her kom manden dog ikke ind i kvindens lejlighed, fordi døren var låst. Alligevel er han blevet dømt for hensigten om at ville have gjort det samme som i det andet tilfælde.

- Han er her dømt for forsøg på ulovlig indtrængning og forsøg på voldtægt. Han har selv forklaret i retten, at hvis ikke døren havde været låst, så var han gået ind. Og derfor blev han dømt for, at hvis han var kommet ind, så ville han forsøge at gøre det samme igen, siger anklageren.

Læs også Mand fængslet: 94-årig blev voldtaget i sit soveværelse

Overvågning af kvindens hjem

Efter det første tilfælde meldte den 94-årige kvinde det til politiet, og da hun så ringede igen efter episoden den 23. november, satte politiet overvågning op ved kvindens bopæl.

Og da manden så kommer tilbage den 9. december, kan politiet tydeligt se ham på optagelserne, og selv om manden ikke er tidligere straffet eller på den måde kendt af politiet, er der alligevel en hos politiet, der kan genkende gerningsmanden.

- De tager ud på hans adresse, og han erkender efterfølgende det hele over for politiet – på nær hvad hensigten var den 9. december, hvor han ikke kom ind. I retten sagde han, at hans hensigt var det samme som første gang, men han blev dømt for, at hensigten var den samme som anden gang, siger Stephanie Elisabeth Pedersen.

Den 62-årige mand erkendte i retten, at det var ham på billederne, og at det var korrekt, hvad der var foregået i de første to tilfælde. Gerningsmanden og det 94-årige offer kendte ikke hinanden inden overgrebene.

Frikendt for endnu et forhold

I anklageskriftet er der yderligere et forhold, som den 62-årige mand ved retten i Odense blev frifundet for.

Her var han anklaget for blufærdighedskrænkelse ved den 16. november at have trængt ind til en anden ældre kvinde, som han skulle have rørt uden på tøjet på brysterne og i skridtet.

Dette forhold nægtede den 62-årige i retten, og han blev altså også frifundet for det.

Gerningsmanden har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt den 14. december, og han vil forblive i politiets varetægt, indtil der er foretaget en strafudmåling.

Han blev torsdag dømt skyldig, og skal nu mentalundersøges. Sagen er derfor udsat, mens retten finder ud af, hvad der er den rette straf for den 62-årige mand.

Anklager Stephanie Elisabeth Pedersen forventer, at dommen falder om fire til seks måneder.