På afveje: Mand gik på motorvejen

Politiet rykkede mandag aften ud til Svendborgmotorvejen på grund af en melding om, at en mand gik i nødsporet.

Mandag aften skrev Vejdirektoratet en advarsel på deres hjemmeside om, at der gik personer på Svendborgmotorvejen, og at politiet var tilkaldt. 

Det viste sig dog kun at være en enkelt mand, som gik i nødsporet mellem afkørsel 11 Årslev og motorvejskrydset ved Odense.

- Der er tale om en mand, som kører i stykker i sin bil, og så tænker han, at han vil gå til den nærmeste afkørsel. Det er aldrig en god idé, når det er en motorvej, siger Milan Holck Nielsen, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

Vagtchefen fortæller, at politiet hurtigt fandt manden, efter man havde modtaget henvendelsen. 

- Betjentene samler ham op og kører ham til den nærmeste afkørsel. Derfra kan han så tilkalde vejhjælp, fortæller Milan Holck Nielsen. 

Ifølge vagtchefen vil manden ikke blive sigtet for nogen overtrædelser. 

Oversigt

    Oversigt