Mand i koma: To teenagere varetægtsfængslet for overfald

En 33-årig mand er i kunstigt koma efter et overfald i Nyborg. En 18-årig og en 19-årig mand er fængslet.

To unge mænd er ved Retten i Svendborg blevet varetægtsfængslet sigtet for at stå bag et groft overfald på en 33-årig mand i Nyborg.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Asbjørn Larsen.

- De er begge varetægtsfængslet i fire uger sigtet for grov vold, siger vagtchefen.

De to fængslede er henholdsvis 18 år og 19 år.

Politiet leder efter en tredje mistænkt i sagen. Han har dog fredag aften endnu ikke selv henvendt sig, og det er ikke lykkedes betjente at få fat i ham. Politiet mener dog at vide, hvem han er.

Overfaldet skete natten til fredag ved et diskotek på Dronningensvej i Nyborg. 

Den 33-årige mand blev efter overfaldet lagt i kunstigt koma på Odense Universitetshospitals intensivafdeling.
Læger forsøgte at få ham til bevidsthed igen i løbet af fredagen, men var nødt til at lægge ham tilbage i koma.

Manden har fået svære skader i hovedet. Han blev ramt af både slag og spark og blev trampet på, mens han lå på jorden. Det har resulteret i blødninger i hjernen.

Det har derfor heller ikke været muligt for politiet at afhøre ham.

- Vi har endnu ikke snakket med ham. Det bliver nok ikke før efter weekenden. Men vi snakker med ham, så hurtigt vi kan, siger Asbjørn Larsen.

Politiet fik anmeldelsen om overfaldet klokken 00.20. Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at den 33-årige og de tre gerningsmænd kendte hinanden i forvejen.

Oversigt

    Oversigt