Mand i livsfare efter knivstikkeri

En 30-årig mand fra Odense var i livsfare, da han nytårsmorgen blev stukket ned på diskotek Crazy Daisy i Odense.

-

En 30-årig mand fra fra Odense var i livsfare, da han nytårsmorgen klokken lidt over fem blev stukket ned på discotek Crazy Daisy i Odense.

Den 30-årige blev overfaldet af en cirka 25-årig arabisk udseende ung mand og stukket i brystkassen med en kniv. Herved blev en lunge perforeret, og lægerne på Odense Universitets Hospital vurderede, at han havde været i livsfare.

Inden gerningsmanden forsvandt fra diskoteket nåede han at stikke en dørmand, der forsøgte at stoppe overfaldet, i benet.

Et andet sted på Fyn, i Gislev, kom to stærkt berusede kammerater på 18 år op at skændes. Skænderiet udviklede sig til knivstikkeri, da den ene greb en kniv og stak den anden i benet. Den 18-årige knivstikker er lige som sin nu formentlig forhenværende kammerat fra Kværndrup. Den unge mand der blev stukket i benet kunne udskrives fra skadestuen, da han var blevet syet med flere sting.

I Svendborg vågnede en bilejer nytårsmorgen op til et trist syn. Hans bil, der holdt parkeret ud for Kvik Køkkener i Vestergade, havde fået knust samtlige ruder og skrællet taget af. Bilen var eksploderet som følge af en crysantemum-bombe.

Længere nede af samme gade i Svendborg var adskillige ruder knust i en port takket være detonationen af et stort kanonslag.

Overalt på Fyn kan politiet melde om sprængte postkasser, men ellers ikke særlig meget hærværk. De frygtede nytårsbrande begrænser sig til et par stykker. Værst gik det ud over en ladebygning i Espe på Midtfyn. Her antændte en raket noget hø på loftet i laden, der lå på Holmevej. Laden nedbrændte.

I Nyborg gik der ild i et hus med adressen Nyenstad 31. Her havde en raket forvildet sig ind i tag-etagen på et hus, der er under renovering. Denne brand blev dog hurtigt slukket.

I Svendborg formoder politiet, at flere antændte containere på Dronningholmsvej er hærværk og ikke uheld. Her fik brandvæsenet dog også flammerne hurtigt under kontrol.

At indgangen til det nye år er hårdt for dyrene kan politiet i Assens politikreds skrive under på. Her leder man efter syv bortløbne hunde. Måske er de blevet skræmt, da nogle af de i alt 10 sprængte postkasser i området blev forvandlet til skrot.

Oversigt

    Oversigt