I det fynske folks tjeneste

Mand idømt fængsel for drabsforsøg på sin datter

En 54-årig mand skal i fængsel og derefter udvises af Danmark for drabsforsøg på sin datter.

En 54-årig mand idømt fængsel for drabsforsøg på sin datter. Foto: Ole Holbech

En 54-årig mand fra Odense er mandag blevet idømt seks år fængsel og udvisning af Danmark resten af livet for at have forsøgt at slå sin 21-årige datter ihjel. 

Det skriver Fyns Anklagere på Twitter.

Drabsforsøget skete i januar i Vollsmose, hvor faren gav datteren adskillige knivstik på kroppen i mandens egen lejlighed, hvor datteren var på besøg. 

Læs også Familieopgør i Vollsmose: Mand sigtes for drabsforsøg

Uenighed om ægteskab

Ifølge mandens kone og mor til datteren skyldtes drabsforsøget en uoverensstemmelse om datterens indgåede ægteskab. 

Ifølge TV 2 har datteren og den ældste bror vidnet mod deres far i retten mandag. De fortalte blandt andet, at deres far var meget temperamentsfuld og ofte skændtes med deres mor.

De to søskende fortalte også, at deres far allerede i 2012 forsøgte at dræbe datteren. Det afviste faren dog under retssagen.

Psykiske problemer

Faren har tidligere fortalt, at han har psykiske problemer og i en periode har taget medicin. 

Han droppede dog medicinen for flere år siden, da den efter eget udsagn havde bivirkninger, som han ikke kunne leve med. 

Læs også Mand varetægtsfængslet for forsøg på at dræbe sin datter

Op til drabsforsøget forklarede manden, at han gennem en længere periode har haft det svært:

- Når der går mange måneder, og jeg ikke har været ude at rejse, så får jeg det dårligt, forklarede han blandt andet i grundlovsforhøret i januar.

Fordi datteren var blevet gift, var det ifølge hendes far ikke muligt at rejse ud af Danmark. 

Faren har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen, skriver TV 2.