I det fynske folks tjeneste

Mand indlagt - papegøjesyge på Sydfyn

Fødevarestyrelsen har konstateret papegøjesyge i en dansk andesætning i nærheden af Fåborg på Sydfyn.

Det fortæller Fødevarestyrelsen fredag aften.

Der er tale om et rugeri, som opdrætter vildænder med henblik på udsætning i naturen. Myndighederne blev opmærksom på problemet, da en mand, der havde købt ællinger på stedet, tidligere på ugen blev indlagt på sygehus med papegøjesyge.

Fødevarestyrelsen har nu sikret, at der ikke kan sælges fugle fra besætningen, ligesom der ikke må komme besøg på besætningen, før dyrene er behandlet med antibiotika.

Papegøjesyge smitter mellem dyr og mennesker, men ikke mellem mennesker. Smittespredning sker oftest ved indånding af forstøvet afføring eller sekreter, direkte kontakt med næb hos syge fugle eller kontakt med fjer og væv fra smittede dyr, f.eks. ved slagtning.

Sygen giver typisk influenzalignende symptomer, ofte tør hoste som kan ledsages af brystsmerter og vejrtrækningsbesvær. I nogle tilfælde fører infektionen til alvorlig lungebetændelse og andre komplikationer.

Personer, som inden for de sidste fire uger har været i kontakt med ællinger fra rugeriet ved Fåborg på Sydfyn, bør umiddelbart søge læge, hvis de får symptomer på papegøjesyge.

Ved du noget? Så send os et tip