I det fynske folks tjeneste

Mand med stok gik to kilometer i søvne

En mand på Langeland gik natten til søndag sovende fra sin bopæl. Han blev fundet et par kilometer væk og bragt tilbage i sin seng, uden at han vågnede.

Dybt sovende forlod en 66-årig mand natten til søndag sit hjem på det sydlige Langeland. Kun iført underbukser og en stok lykkedes det ham at gå et par kilometer, før han lagde sig ned.

Det er ikke første gang, at manden går i søvne. For et år siden blev han fundet omkring fem kilometer fra hjemmet. Den gang gik det galt, og han brækkede sin hofte. Det er derfor, at han i dag har brug for stokken.

Hans familie og venner gik straks i gang med at lede efter ham, da man opdagede, at han var væk. Da han efter et par timer ikke var fundet, ringede hans kone til politiet.

- Men vi nåede ikke frem, før de ringede tilbage og fortalte, at han var blevet fundet. Han lå og sov et par kilometer for hjemmet, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

Den 66-årige sov dybt, da han blev fundet. Så dybt, at han ikke ænsede, at han blev sat ind i en bil, kørt hjem og slæbt ind i sin seng.

Vis stort kort