I det fynske folks tjeneste

Mand mister livet på vej til Fyn

Arkiv

Politiet mener, at bilisten blev dræbt på stedet, da han af ukendte årsager kørte galt på Østjyske Motorvej mod Fyn. Manden blev slynget ud af bilen.

En 38-årig mand fra Nordjylland mistede livet natten til mandag, da han kørte galt i sin bil mellem Vejle og Fredericia. Soloulykken skete, da han kom kørende i en personbil på vej mod Fyn på Østjyske Motorvej.

- Af ukendte årsager forulykker han, bilen kommer ud i rabatten og vælter rundt. Han bliver kastet ud af køretøjet og bliver formentlig dræbt på stedet, siger vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

Ulykken skete kort før klokken 04.30, og en bilinspektør har arbejdet på stedet i løbet af morgenen for at finde ud af, hvorfor manden kørte galt. Bilinspektøren skal blandt andet undersøge skaderne på bilen for at kunne vurdere dens fart på ulykkestidspunktet.

- Vejen drejer svagt dernede. Men der er ikke noget i vejforholdene, der med sikkerhed skulle kunne give en forklaring, fortæller vagtchefen.

De pårørende er tidligt mandag morgen blevet underrettet. Motorvejen har ikke været spærret på grund af ulykken, da oprydningsarbejdet er foregået i nødsporet, oplyser politiet.

Ved du noget? Så send os et tip