Husejer overraskede indbrudstyv og blev truet med stor hammer

Et tyveri udviklede sig til et røveri, da en indbrudstyv truede en mand med en hammer.

En 54-årig mand fik noget af en overraskelse, da han kort efter middag kom hjem til sit hus på Tesdorpfsvej i det centrale Odense.

Inde i huset fandt han en indbrudstyv, der var godt i gang med at sikre en række tyvekoster fra boligen.

- Indbrudstyven var nået så langt, at der var lagt udvalgte tyvekoster i en taske, fortæller Lars Thede, vagtchef ved Fyns Politi.

Men da husets ejer pludselig kommer hjem og overrasker tyven, vælger indbrudstyven at true ham med en stor hammer, samtidig med at han holder fast i tasken med tyvekoster.

Men forehavendet lykkes kun delvist for gerningsmanden. Han stikker efterfølgende af fra huset, og undervejs smider han hammeren fra sig.

Husets ejer sætter efter indbrudstyven, indhenter ham og får vristet tasken fra ham.

- Så den snarrådige 54-årige beboer får altså sikret sine ting igen, siger Lars Thede.

Fra tyveri til røveri

Hvis gerningsmanden bliver fanget og dømt i sagen, kan han se frem til en sigtelse for røveri og ikke blot tyveri.

Fordi han både truer og samtidig forsøger at sikre sine tyvekoster, ændrer sagen sig i strafferetslige termer fra at være et tyveri til at være et røveri. Dermed er strafferammen for gerningsmanden højere.

- På grund af at han står med tyvekosterne i hånden og laver trusler med hammeren, samtidig med at han sikrer kosterne, bliver det til et røveri. Havde han smidt kosterne fra sig og truet bagefter, havde det været indbrud med efterfølgende trusler, forklarer vagtchefen.

Stak af

Efter den 54-årige mand fik generobret tasken med tyvekoster, stak gerningsmanden af til fods i retning af Odenses centrum.

Gerningsmanden beskrives som en dansk mand. Han er omkring 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Manden har fuldskæg og var under røveriet iført en mørk hættetrøje og vindjakke samt løse bukser.

Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, der har set optrinnet eller efterfølgende har set gerningsmanden stikke af til fods.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt