Mand sigtet for at have tævet en anden ihjel

En mand fra Søby på Ærø er sigtet for at have slået en mand så voldsomt, at han døde af det.

I Retten i Svendborg blev en 57-årig mand under et grundlovsforhør onsdag sigtet for at have banket en mand til døde.

Det skriver Fyns Amts Avis.

Ikke lang tid efter starten på grundlovsforhøret ønskede anklager Brian Dybdahl at lukke dørene af hensyn til efterforskningen. Det ønske efterkom dommeren.

Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 245 stk. 1 jf. 246, der omhandler grov vold med døden til følge. Episoden skulle have fundet sted den 13. maj i Søby, hvor den 57-årige havde slået en mand så mange gange i ansigtet samt banket hans hoved ind i en væg, at han efterfølgende døde.

Den 57-årige mand blev anholdt dagen efter. Politiet fortæller, at der muligvis kan være flere involveret i overfaldet. Det var også derfor, at man valgte at lukke dørene til dagens grundlovsforhør.

Efter retsmødet blev manden varetægtsfængslet i fire uger. Manden nægter sig skyldig og ville ikke udtale sig under retsmødet.

Oversigt

    Oversigt