I det fynske folks tjeneste

Faldt ned på skinnerne: Mand slap ikke med flænge i hovedet - han er i livsfare

Først troede politiet, at en 37-årig mand slap med en flænge i hovedet efter han faldt ned på skinnerne på Nyborg Station, men han har indvendige skader.

00:41

Den 37-årige mand var påvirket af alkohol, da han faldt ned på skinnerne på Nyborg Station. Video: Local Eyes

Den 37-årige mand der sent tirsdag aften faldt ned på skinnerne ved Nyborg Station slap slet ikke så heldigt fra episoden, som først antaget.

Vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede, oplyser onsdag aften til TV 2/Fyn, at manden er kommet voldsomt til skade.

- Han har indvendige skader og er faktisk i livsfare, siger Lars Thede.

I første omgang lød meldingen sent tirsdag aften, at manden var sluppet med en flænge i hovedet - på trods af, at han lå ved skinnerne, da et gennemkørende tog buldrede gennem Nyborg Station.

- Vi tror ikke på, at han er påkørt af et tog. Så voldsomme skader har han ikke. Men vi kan ikke udelukke, at han er ramt af noget tilfældigt fra toget - en slange eller noget andet, siger Lars Thede.

Lars Thede kalder manden for usandsynlig heldig, og at det er mere end heldigt, at han lander ved siden af skinnerne - mellem perronen og den første skinne.

Faktisk kunne manden være blevet ramt at to tog. Først det gennemkørende, hvor togføreren observerede noget ved skinnerne, men opfattede det som en bylt. Derefter kunne manden være blevet ramt af et arbejdstog. Det var folk på arbejdstoget, som opdagede manden og slog alarm.

Det vides ikke, hvor længe den 37-årige har ligget på skinnerne. 

Lars Thede oplyser, at man har kigget på overvågningsbilleder, men de er for mørke til, at de viser noget brugbart.

Den 37-årige mand er fra Sjælland og var påvirket af alkohol, da han faldt ned på skinnerne.

Episoden bremsede en overgang togene, som først efter klokken 01.00 igen kørte normalt.

Læs også Utrolig heldig: Mand falder ned på togskinner og overlever gennemkørende tog