Mand slog kæreste med ramme

En 22-årig kvinde ville slå op med sin 21-årige kæreste, men han blev aggressiv og tævede hende med en skifteramme.

En 21-årig mand fra Granparken i Odense-forstaden Vollsmose ville ikke finde sig i, at hans kæreste ville slå op med ham. Han tog en skifteramme med glas og bankede kæresten med den.

Den 22-årige kvinde måtte på skadestuen og behandles for skrammer, mens manden blev anholdt. Han fremstilles onsdag ved Retten i Odense i grundlovsforhør, hvor han sigtes efter den grove voldsparagraf i straffeloven.

Parret, der er af dansk afstamning og har været kærester gennem otte måneder, var kommet op at skændes om hans forbrug af hash og alkohol, og kvinden meddelte ham, at hun ville slå op og have ham til at flytte fra den fælles lejlighed.

- Men det reagerede manden aggressivt på, siger vagtchef Lars Fredensborg, Fyns Politi.

Efter et besøg på skadestuen meldte kvinden voldsepisoden til politiet, der anholdt manden hos hans mor et andet sted i Vollsmose.

Manden har en tidligere dom for grov vold fra 2007, hvor betingelserne i forbindelse med straffen først udløb i januar i år, oplyser vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt