Mand stjal taske fra døende trafikoffer og misbrugte kort

Det tog Fyns Politi lang tid at underrette de pårørende om 75-årig kvindes død, da hendes taske var stjålet.

En mand er blevet sigtet for at have stjålet en taske fra et døende trafikoffer og have misbrugt offerets kreditkort.

Det skriver Fyens.dk.

Det var 7. marts, at en 75-årig kvinde på cykel omkom i en ulykke i Odense, hvor hun blev ramt af en højresvingende lastbil.

Efter ulykken havde Fyns Politi problemer med at få identificeret kvinden, fordi hun ikke umiddelbart havde taske eller andet med id på sig.

Derfor bad politiet om hjælp til at identificere kvinden ved at oplyse datoen fra hendes vielsesring, som hun bar. Og dermed fandt politiet frem til de pårørende - men altså først mange timer efter ulykken.

Det viste sig dog, at hun havde haft en taske med sig ved ulykken. Den var dog blevet stjålet. I tasken lå kvindens pung og kreditkort.

Politiet kunne konstatere, at kreditkortet blev misbrugt ti gange - dog to gange kun som forsøg.

Fyns Politi fandt efterfølgende frem til en midaldrende mand, som nu sigtes for tyveriet. Han erkender ifølge Fyens.dk de faktiske forhold, og politiet fortæller, at han har dårlig samvittighed.

I forbindelse med trafikulykken oplyste politiet, at der tilsyneladende var tale om en "klassisk højresvingsulykke".

Lastbilchaufføren kom kørende op til krydset, hvor han skulle dreje til højre, og så blev kvinden kørt ned.

- Der bliver hun skubbet, presset eller væltet ind under lastbilen, fortalte vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Først lød meldingen, at kvindens tilstand var kritisk, og at hun modtog behandling på Odense Universitetshospital for sine skader. Et par timer senere afgik hun ved døden.

Oversigt

    Oversigt