I det fynske folks tjeneste

Mand stukket ihjel i Svendborg

En 26-årig iransk asylansøger blev tirsdag morgen stukket ihjel på asylcenteret i Gudme. Politiet har anholdt en 20-årige asylansøger og sigtet ham for drabet. Den 20-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af tirsdagen.

-

En 26-årig iransk asylansøger blev tirsdag morgen stukket ihjel på asylcenteret i Gudme. Politiet har anholdt en 20-årige asylansøger og sigtet ham for drabet.


Fundet på fodboldbane
Kort før kl. 5 tirsdag morgen blev Falck i Gudme tilkaldt til nogle fodboldbaner, der tilhører asylcenteret i Gudme. Da Falck ankom til boldbanerne kort efter klokken fem fandt de en livløs mand, der var ramt af flere knivstik. Falck konstaterede, at manden ikke trak vejret og ikke havde nogen puls.


Få minutter senere anholdte kriminalpolitiet fra Svendborg en 20-årig iraner i asylcenteret på Sognevej i Gudme.


Landsmand anholdt
Han havde blod på hænderne, tøjet og i håret. Politiet sigter ham for manddrab, og han vil i løbet af tirsdagen blive fremstillet i grundlovsforhør.


Vidner på asylcenteret i Gudme har fortalt, at de to mænd kom i skænderi på centeret. Den 26-årige iraner slog den 20-årige landsmand med knytnæver, hvorefter den 20-årige trak en kniv og stak den 26-årige direkte i hjertet flere gange. Manden er formentlig blevet dræbt på stedet.


Tolk tilkaldt
Den 20-årige mand blev afhørt tirsdag morgen, men på grund af sprogvanskeligheder har kriminalpolitiet ikke fået nogen tilståelse eller et svar på, hvad skænderiet handlede om.


\"Han snakker hverken dansk eller engelsk, så vi må vente til der kommer en tolk i eftermiddag. Men det er mit indtryk, at han ikke vil nægte at han har brugt kniv mod den 26-årige landsmand,\" siger Kaj Jensen fra Kriminalpolitiet i Svendborg.