I det fynske folks tjeneste

Mand stukket med kniv i Assens

En 20-årig mand blev fredag aften anholdt efter knivstikkeri i Assens.

Offeret for knivstikkeriet kom kørende på Østergade i Assens fredag aften kl. 22.30.

En gruppe personer, som han passerede, mente, at han kørte for tæt på dem. Det udviklede sig til et større verbalt slagsmål.

Den 20-årige gerningsmand trak en kniv og stak ud efter bilisten.

Bilisten værgede for sig, og fik et knivstik i armene. En anden person blev også ramt, men ham har politiet ikke fået kontakt med.

Politiet blev tilkaldt, og patruljen fandt hurtigt gerningsmanden gående i byen. 

- Han var nem at spotte, for han havde stadig blod på tøjet, fortæller vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

Den 20-årige blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, og og dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i 16 dage.