Mand stukket ned under skænderi i Odense

Et skænderi mellem to mænd udviklede sig fredag aften voldsomt, da en 33-årig stak en kniv i maven på en anden

Et skænderi om penge endte fredag aften med, at en 33-årig mand stak en filetkniv i maven på en anden mand på forsorgshjemmet Store Dannesbo på Bryllevej i Odense.

- Under skænderiet slår den 33-årige den anden flere gange, så han vælter omkuld. Da han rejser sig, får han en filetkniv i maven, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Erik Halkjær.

Offeret ligger på operationsbordet og er udenfor livsfare. Politiet ved dog ikke, hvem han er.

Til gengæld kender manden gerningsmanden, som ifølge politiet er en 33-årig mand, der bor på forsorgshjemmet. Han stak af efter overfaldet, og er endnu ikke anholdt.

- Da der var tale om en stor kniv, og han stikker ham i maven, har vi i første omgang valgt at behandle sagen som drabsforsøg, siger Erik Halkjær.

Oversigt

    Oversigt