Brutalt overfald på banegården: Mand trampet i ansigtet

En mand fra Odense blev onsdag aften overfaldet og trampet i ansigtet på Odense Banegård Center. Den formodede gerningsmand er anholdt.

Opdatering
Clock02. maj 2019, kl. 14:35
Den 18-årige gerningsmand er blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for grov vold. Det skriver Fyns Anklagere på Twitter.

Onsdag aften klokken 21.44 blev en mand overfaldet på Odense Banegård Center, OBC. Det var en vagt på OBC, der til Fyns Politi kunne fortælle, at en person var blevet overfaldet, og at gerningsmanden efterfølgende var forsvundet fra stedet.

Ifølge politiets døgnrapport var personen, der var blevet overfaldet, ved bevidsthed, men ikke til at komme i kontakt med, da politiet ankom til banegårdcentret.

Vidner til det brutale overfald fortalte til politiet, at gerningsmanden havde sparket og trampet manden i hovedet.

Samme vidner kunne efterfølgende også hjælpe politiet med at identificere gerningsmanden, der forsøgte at stikke af, men kort efter blev anholdt på Byens Bro.

- Han blev anholdt dernede, og han er blevet afhørt her til formiddag. Det er på den baggrund blevet besluttet, at han skal fremstilles i grundlovsforhør klokken 13, siger efterforskningsleder Claus Andkjær fra Fyns Politi.

Han fortæller, at gerningsmanden er en 18-årig mand fra Odense. Også manden, der blev overfaldet, er fra Odense.

Nu starter efterforskningen

Hvad der har ført til overfaldet, skal politiets efterforskning nu klarlægge.

- Hvordan og hvorledes skal vi nu have fulgt op på. Blandt andet ved afhøring af de to og et par vidner, og så er der noget videoovervågning, vi skal se på, siger efterforskningslederen.

Manden, der blev overfaldet, blev kørt på skadestuen til undersøgelse. Han er rystet, men efter omstændighederne okay, siger Claus Andkjær.

- Han har pådraget sig synlige skader, men han er udskrevet igen og kunne gå ud fra OUH efter episoden i aftes, siger Claus Andkjær.

Den 18-årige gerningsmand blev kort før klokken 14.30 varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Odense i fire uger.

Oversigt

    Oversigt