I det fynske folks tjeneste

Mand truet på livet i Kerteminde

Politiet modtog i går en anmeldelse, efter en mand angiveligt var blevet truet på livet.

En 49-årig mand truede angiveligt en 26-årig mand på livet i går aftes på Hindsholmvej i Kerteminde. 

Politiet modtog anmeldelsen kl. 19.37 og episoden fandt sted umiddelbart inden da.

- Vi har ham siddende nu med henblik på at fremstille ham, fortæller Christian Rasmussen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Der afholdes fredag kl. 13.30 grundlovsforhør ved Retten i Odense. 

Vagtchefen kan endnu ikke fortælle, hvad der skulle have motiveret truslerne. I en pressemeddelelse skriver Fyns Politi dog, at de to personer har en forudgående relation til hinanden. De er begge involveret i en voldssag fra april 2016, der verserer ved retten.

Opdateret kl. 15:40:

Retten har valgt at varetægtsfængsle den 49-årige mand i fire uger.

- Han har sagt til den 26-årige, at de havde noget ufærdigt imellem sig, og ifølge to vidneforklaringer var det med en truende karakter, fortæller anklagerfuldmægtig Camilla Slowik fra Fyns Politi, der forklarer at truslen skal ses i lyset af voldsagen fra april 2016.

Retten baserede varetægtsfængslingen på vidneforklaringerne og en frygt for, at det skulle ske igen.

Ved du noget? Så send os et tip