Mand varetægtsfængslet efter skudepisode

Fyns Politi har anholdt 11 personer efter weekendens skudepisoder i Odense. En mand med relation til rockermiljøet er varetægtsfængslet i to uger. I alt otte personer bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandagen.

En mand med forbindelse til Hells Angels blev her til formiddag varetægtsfængslet indtil den 9. oktober.

I første omgang lyder sigtelsen på overtrædelse af våbenloven, men manden mistænkes for at have forbindelse til weekendens skudepisoder i Odense, fortæller efterforskningsleder Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Politiet anholdt i nat yderligere 10 personer, syv rockerrelaterede og tre fra indvandrermiljøet. Flere af disse er allerede løsladt, men otte personer fremstilles senere i dag i et grundlovsforhør.

Medlemmer af Hells Angels' støttegruppe AK 81 overfaldt i weekenden to biler på en tankstation tæt ved Rosengårdcentret, og indvandrerne betalte tilbage ved at skyde mod rockerborgen på Petersmindevej samt flere andre steder i Odense.

Politiet afviser bandekrig

I en pressemeddelelse udsendt klokken 13 skriver Fyns Politi følgende:
"Der kan pt. ikke oplyses nærmere omkring motivet til skudafgivelsen. Der efterforskes pt. i flere spor, herunder at der kan være tale om lokale uoverensstemmelser. Det kan naturligvis ikke afvises, at enkelte elementer har ladet sig inspirere af hændelser i København og Århus, men pt. er der ingen indikationer på en direkte sammenhæng".

Oversigt

    Oversigt