Mange flere sager om papirsjusk

Sager om offentlige institutioners sjusk med personlige papirer er steget fra 10-20 sager til 70 om året. Datatilsynet mener, det blot er toppen af isbjerget og skrider nu ind.

Det skriver Fyens Stiftstidende onsdag. Avisen har de seneste måneder afsløret, at Odense Kommune gentagne gange har sendt fotrolige papirer til tilfældige borgere.

- Det er ikke i orden, at myndighederne har så mange sikkerhedsbrister. Vi har en persondatalov i dette samfund, og den skal vi følge, siger Lena Andersen, kontorchef hos Datatilsynet til Fyens Stiftstidende.

Vi er meget bekymrede over de mange brud, og med mange tilfælde, som vi hører om fra Odense, bliver det ekstra alvorligt, siger kontorchefen.

En af de odenseanske borgere, der har fået sine papirer blottet, er Casper Jensen. Hans personlige oplysninger var sendt fra kommunen til en tilfældig borger.

- Jeg håber på, at kommunen får en over næsen, og at det ikke gentager sig, så andre borgere kan føle sig sikre, siger Casper Jensen til avisen.

Datatilsynet har nu forlangt, at Odense Kommune laver en redegørelse og afleverer den inden tre uger.

Oversigt

    Oversigt