I det fynske folks tjeneste

Mange fyrværkeriskader i Syddanmark

Antallet af fyrværkeriskader i Region Syddanmark var sidste nytår højere end tallet for Midtjylland og Sjælland tilsammen. Næsten halvdelen af ofrene var under 18 år.

Region Syddanmark er det område, hvor der blev registreret flest fyrværkeriskader i forbindelse med sidste nytårsaften.

Og det er femte år i træk, at regionen har denne kedelige topplacering.

Med til billedet hører også, at mere end fire ud af 10 skader ramte unge under 18 år. Og tæller man op til og med 25 år, er det næsten to ud af tre skader, der rammer denne aldersgruppe.

Ny kampagne

Derfor er det da også de unge, ikke mindst i Region Syddanmark, der er i kikkerten i årets Fyrværkerikampagne fra TrygFonden, Sikkerhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Årets Fyrværkerikampagne "Raketvidenskab" har skuespiller Mille Dinesen som frontfigur.

Kampagnen går derfor ud på at skyde en film om at skyde nytåret sikkert ind.

Udfordringen går primært ud til samtlige 4. til 7. klasser i landet, men er i øvrigt åben for alle. Elever fra otte skoler i Region Syddanmark har allerede meldt sig og er i fuld gang med at ideudvikle.

Udvalgte tal fra Region Syddanmark, nytåret 2012/13:

  • 89 registrerede skader ved nytåret 2012/13 var en stigning på 22 pct. fra året før
  • 58 af skaderne gik ud over personer under 25 år
  • 29 af ofrene (32,6 pct.) var under 15 år - det markant højeste gennemsnit i landet
  • 54 af skaderne var forårsaget af raketter og batterier- otte skyldtes ulovligt fyrværkeri
  • De 89 skader i Syddanmark sidste nytår udgør 36,9 pct. af samtlige 241 skader
  • De 89 skader er det højeste antal i regionen siden 2003/04

Læs mere her

Ved du noget? Så send os et tip