Mange tomme butikker i Kongensgade

I Kongensgade i Odense står 22 butikker tomme især på strækningen mellem Slotsgade og Stationsvej. Men der er formentlig lys forude.

Cityforeningen betegner den del af Kongensgade som byens ømme tå.

- Det er svært for butikkerne at overleve, hvis kundestrømmen går mod den anden ende af gaden, siger næstformand i Cityforeningen, Birgitte Dyreborg.

Hun tilføjer, at mange har prøvet at slå sig ned i den del af gaden, også store, velhavende kæder; men selv de må ofte give op.

Vending måske på vej

Der er dog muligvis lyst forude.

Ejendomsmæglerkæden Home mener, at de mange tomme butikker gør udlejerne mere medgørlige med hensyn til fordelagtige lejevilkår, og at det kan vende udviklingen.

- Vi mærker generelt en stigende interesse for at leje butikker, især de små butikker, siger Tony Hamilton, Home Erhverv.

Og hvis udlejerne ellers tilbyder gode vilkår, tror Tony Hamilton, at det også vil føre til flere butikker i den nederste del af Kongensgade.

I alt står 70 butikker tomme i Odense City, men i følge Tony Hamilton er kurven knækket med et stigende antal udlejninger i modsætning til det meste af resten af landet.

Oversigt

    Oversigt