Mangel på arbejdskraft stopper vækst

Selvom arbejdsløsheden er rekordhøj på Fyn, så bliver nogle fynske virksomheder bremset af manglen på kvalificerede medarbejdere.

Især inden for it-branchen betyder manglen på specialiserede medarbejdere at væksten udebliver.

I øjeblikket beskæftiger den odenseanske it-virksomhed DigiEyez 15 medarbejdere. Men virksomheden har succes med eksport af sine softwareløsninger til både England, Sverige, Belgien og USA, og skal derfor over det næste år fordoble medarbejderstaben.

Problemet er bare, at DigiEyez ikke kan finde yderligere 15 medarbejdere.

0211 digi3

- Vi står lige nu med nogle fantastiske muligheder for at skabe vækst takket være ordrer i udlandet. Men vi kan ikke levere produkterne, hvis vi ikke får flere medarbejdere med de rigtige kompetencer, siger Søren Skovbølling, der er bestyrelsesformand for DigiEyez.

DigiEyez har udviklet software, der nemt kan strukturere forskellige mediefiler for store virksomheder og organisationer. Men for at kunne sælge løsningerne skal virksomheden bruge specialiserede konsulenter, der kan implementere produkterne hos kunderne.

- Det er alt eller intet for os, om de kan skaffe de konsulenter, der har den ønskede viden til at kunne rådgive og vejlede vores kunder. Hvis ikke vi har konsulenterne til at hjælpe vores kunder med produkterne kan vi ikke sælge til de interesserede kunder i udlandet, siger teknisk direktør hos DigiEyez, John Burke-Hansen.

Samarbejde med SDU

0211 digi1

DigiEyez har forsøgt med både jobopslag, headhuntning og brugt netværk på Fyn. Men hidtil er det ikke lykkedes at skaffe medarbejdere med de rigtige kompetencer.

- Vi mister vækst og muligheder, og hvis vi ikke får rekrutteret de rigtige folk, kan vi blive tvunget til at flytte job til udlandet, siger Søren Skovbølling.

DigiEyez er langt fra den eneste fynske it-virksomhed, der risikerer at gå glip af vækst på grund af manglen på kvalificerede medarbejdere.

- Den fynske it-branche må gå sammen om et meget tættere samarbejde med SDU, så vi på sigt sørger for at få uddannet mennesker med de rigtige kvalifikationer på SDU, siger Søren Skovbølling.

Se Digieyez hjemmeside

Oversigt

    Oversigt