Mangel på regler freder Bendtsen

Ombudsmanden afviser at forholde sig til, om Bendt Bendtsen med en række golf- og jagtture brød nogle regler. For der er ikke nogen.

Tidligere økonomi- og erhvervsminister og nuværende konservativ spidskandidat til EU-valget Bendt Bendtsen slipper for kritik fra Folketingets Ombudsmand i sagen om de forskellige jagt- og golfture, som Bendtsen modtog i sin ministertid.

Det oplyser ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i en pressemeddelelse.

Fredningen af Bendt Bendtsen skyldes, at der - i modsætning til modtagelse af fysiske gaver - ikke findes en nogenlunde sikker målestok for de økonomiske værdier, der kan indgå i arrangementer, som ministre må deltage i i forbindelse med møder.

- Min opgave er at vurdere, om forvaltningen - herunder ministrene - har holdt sig inden for reglerne. Men her er vi på et område uden klare regler for, hvor grænserne går, siger Hans Gammeltoft-Hansen og tilføjer, at han har kontaktet Statsministeriet for på længere sigt at få klare regler på området.

Over for Ritzau erkender Hans Gammeltoft-Hansen dog, at det ikke er problemfrit at opstille klare retningslinjer for, hvornår et givent arrangement er relevant for eksempelvis en minister at deltage i.

- Der er så mange varianter, som gør det svært at lave helt klare linjer. Men jeg synes, det er værd at forsøge, siger han.

Trods fredningen fastholder Socialdemokraternes ordfører på sagen, Benny Engelbrecht, dog partiets kritik af Bendt Bendtsen.

- Bendtsen er ikke renset. At der er uklarhed omkring reglerne, gør ikke hans ageren moralsk acceptabelt, siger Engelbrecht til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt