Akut ændring: Mangel på lokofører satte busser ind på Svendborgbanen

Hele lørdag formiddag blev passagererne på Svendborgbanen mødt af togbusser. Togene begyndte at køre igen ved middagstid, men de næste dage byder også på ændringer.

Hele lørdag formiddag måtte passagerer på Svendborgbanen kigge langt efter tog og i stedet tage bussen for at turen Odense-Svendborg eller omvendt.

Sidst på eftermiddagen fredag måtte DSB nemlig akut ændre på lørdagens planer. Der var ganske simpelt ingen til at køre togene.

- Vi havde fra opstart lørdag aflyst togene og indsat togbusser. Vi har mangel på lokofører, oplyser informationschef Tony Bispeskov, DSB, til TV 2/Fyn.

Tony Bispeskov forklarer, at det var et akut opstået problem, som blev udløst af sporarbejde flere steder.

- Overordnet giver sporarbejde et øget forbrug af lokoførere. Det er ikke umiddelbart logisk, men det er faktisk det der sker, siger han.

Han afviser samtidig at manglen på lokoførere er at udkomme af konflikten mellem DSB og de ansatte. En konflikt, som Arbejdsretten for knap to uger siden sparkede til hjørne, da den kendte en arbejdsnedlæggelse ulovlig.

Striden skyldes uenighed mellem DSB og de ansatte om de fremtidige ansættelsesforhold, herunder løn og arbejdstid. Den knude er de to parter fortsat igang med at løse, men det foregår ved forhandlingsbordet.

- Vi kommenterer ikke på forhold der vedrører konflikten. Men jeg kan sige, at det her (manglende lokoførere på Svendborgbanen, red.) intet har med konflikten at gøre, siger Tony Bispeskov til TV 2/Fyn.

Klokken 12 begyndte der igen, at køre tog mellem Svendborg og Odense. DSB skriver på sin hjemmesiden, at "fra klokken 12 og døgnet ud kører der to tog i timen mellem Ringe og Odense og et tog i timen mellem Odense og Svendborg".

Det betyder således, at passagererne på strækningen skal lægge togvanerne tilside, og i stedet tjekke Rejseplanen for ikke at strande i længere tid på en station på strækningen.

Flere udfordringer

Men her stopper udfordringerne ikke for den fynske togbanes brugere.

Fra søndag til og med tirsdag (14.-16. april) vil enkelte tog i aftentimerne være erstattet af togbus, oplyser DSB. Ændringerne skyldes sporarbejde mellem Odense og Ringe.

Også her vil Rejseplanen være et godt sted for, at se om ændringerne har indflydelse på en planlagt rejse.

Her holder togbussen 14.-16. april:

  • Odense, Kottesgade
  • Odense Sygehus, Kløvermosevej, buslommen
  • Fruens Bøge, Skovalléen, vejen der krydser banen
  • Hjallese, Forpladsen ved stationen
  • Højby, buslommen på Svendborgvej

I det hele taget er der mange ændringer i afviklingen af togtrafikken, som rammer passagere til og fra Fyn. Få et samlet overblik her

Oversigt

    Oversigt